Forårsopvisning med tema og gæster

 

Ganløse Gymnastiks forårsopvisning finder sted lørdag den 18. marts i Ganløse Hallen fra kl. 13 og nogle timer frem. Alle er velkomne, og det er gratis.

 

Dørene til den årlige opvisning i Ganløse Gymnastik åbnes lørdag den 18. marts kl. 12.00, og kl. 13.00 starter indmarch og fælles opvarmning. Opvisningen slutter omkring kl. 16.30 efter opvisning af både spring, rytmisk gymnastik, rope skipping, parkour og meget andet.

 

Elementerne som tema

 

Som noget helt nyt har foreningen i år besluttet at binde det hele sammen med et overordnet tema, nemlig elementerne. Så alle interesserede er inviteret til at møde op i Ganløse Hallen og se, hvad instruktørerne har fået ud af det! ”Nogle bruger farver på dragter, bestemte effekter eller musikken til at udtrykke ild, vand, jord eller luft. Andre har valgt at symbolisere elementer via bevægelser, serier og stemninger,” fortæller Ganløse Gymnastiks formand, Merete Langwadt Guld. Hun glæder sig også selv til at se alle holdene og gætte med.

Gæstehold

Som tidligere år kommer der foruden foreningens egne hold adskillige gæsteoptrædener fra udenbys hold, herunder en gruppe dygtige hip hop-dansere fra Farum og spring-rytmeholdet HGI Gymnastik og Trampolin fra Hillerød, der stiller med 32 gymnaster i alderen 10-18 år. På begge hold er der hjælpetrænere fra Ganløse Gymnastik.

 

Inspiration til næste sæson

Ud over at få en festlig eftermiddag kan opvisningen også tjene som inspiration. ”Vi får mange henvendelser allerede nu om, hvilke hold vi udbyder til efteråret,” forklarer Merete Langwadt Guld. ”Og til dem svarer vi ofte, at opvisningen kan give et fingerpeg om vores tilbud.” Hun tilføjer, at den korte sommersæson allerede starter i slutningen af marts og også kan fungere som en smagsprøve på foreningens hold. ”I sommersæsonen afprøver vi af og til nye holdtyper. I år har vi f.eks. Feminin Fitness på programmet for voksne; og vi opretter et mixhold for børn med rope skipping, rytme og spring. Alle tre ting er med på opvisningsprogrammet – så bare kom og oplev det!” opfordrer hun.

 

 

 

 

 

 

Guld annoncører

Image Map

 

Sølv annoncører

Image Map

Copyright © 2011 Ganløse Bylaug
All Rights Reserved.