Splinternyt konkurrencehold fra Ganløse vinder DM-bronze i hip hop

Ganløse Gymnastiks konkurrencehold i hip hop tog til Aarhus og fik styrket selvtilliden.

 

Da Ganløse Gymnastik i lørdags afholdt sin årlige forårsopvisning, måtte foreningen undvære sit helt nye og allerførste konkurrencehold i hip hop. De 16 piger i alderen 11-15 år på holdet SuperB Crew var nemlig I Aarhus for at deltage i UDO (United Dance Organisation) Danish Championship 2017. Og de vendte tilbage med bronzemedaljer om halsen.

 

Opbakning hjemmefra

Ganløse Hallen blev under opvisningen løbende opdateret om begivenhederne i Aarhus, og salen brød ud i jubel og klapsalver, da Ganløse Gymnastiks formand Merete Langwadt Guld kunne annoncere, at SuperB Crew var gået videre til finalen. Denne blev dog først danset længe efter, at publikum var gået hjem.

 

Mærke sejrsrusen

Det var holdets første deltagelse i DM, så det var noget af en bedrift at stryge direkte ind på en tredjeplads. Hip hop-instruktør Michael Larsen, som har undervist i foreningen gennem en årrække og selv har udvalgt hver eneste deltager fra sine hold i Ganløse, sagde efter hjemkomsten: ”Jeg er super tilfreds med det resultat pigerne leverede. Jeg havde en forventning om, at de gik til finalen, så de kunne mærke sejrsrusen. Og ret skal også være ret: guldet tilhørte ikke os i år. Det gik velfortjent til et hold fra Hellerup.”

Motivation skal der til

Michael Larsen fortalte, at den største udfordring har været at få pigerne til at tro på dem selv og indse, at vil man opnå noget, må man også kæmpe for det. ”Og jeg har med teenagepiger at gøre, så motivationen har ikke altid være den højeste.”

 

Men pigerne har trænet hårdt denne sæson: to gange om ugen plus ekstra træning og træningsweekend. ”Det har været et hårdt træningsår med masser af udfordringer – men det har været det hele værd,” fortalte søstrene Amanda og Frida Kastrup Ibsen på hele holdets vegne. ”Michael har været en god træner og har gjort en kæmpe indsats.”

 

Styrket selvtillid og sammenhold

Ud over en fantastisk oplevelse fik pigerne ifølge deres træner et ”kæmpe selvtillidsboost”. Det er pigerne enige i: ”Alle var meget nervøse og havde slet ikke regnet med at gå så langt. Så da vi blev stemt videre til finalen, blev vi meget overraskede.” Nu er de glade og stolte hjemme igen.

 

Flere oplevelser i vente

Amanda og Frida kan mærke et endnu bedre sammenhold i gruppen efter succesen i Aarhus, og Michael glæder sig til at arbejde videre med dem. ”Planen fremover er selvfølgelig at forsætte med at dygtiggøre eleverne, for det er stadig mange flere oplevelser til dem,” sagde han. ”Jeg har fået mig et hold, der tørster efter mere, og jeg er så klar til at forsætte med dem næste sæson.”

 

Den 21. april kan SuperB Crew ses i Farum Arena hvor holdet er blevet udtaget til at danse på DGI’s Gymnastik Kavalkade 2017.

 

 

 

Guld annoncører

Image Map

 

Sølv annoncører

Image Map

Copyright © 2011 Ganløse Bylaug
All Rights Reserved.