Mulighed for bedre telesignal og bedre mobildata i og omkring Ganløse

Ganløse Bylaugs bestyrelse er i dialog med nogle af teleoperatørerne, der ønsker at opsætte en højere mast, hvor alle teleselskaberne kan få deres antenner på. Målet er med den seneste antenneteknologi at give langt bedre mobilsignal og bedre mobildata til byen og omegnen.

                 I dag sidder de nærmeste teleantenner under hatten på Møllen ved siden af Klubben. Løsningen er diskret, men placeringen med mange antenner tæt på hinanden giver interferens – de ødelægger hinandens signaler. Og så reducerer selve møllehatten signalet til det halve. Herudover kræver ny teknologi, at der kommer nye antenner op.

                 Det ringe signal betyder dårlig modtagelse i og omkring byen. Fx er beboerne i Ganløseparken og i Teglværksparken stærkt generet. Mange kan ikke bruge deres mobiltelefoner inde i huset og må gå ud i haven, hvis de vil have bare nogen dækning.

                 Herudover har fx akutlægerne og ambulancerne problemer med konstant dækning på nogle af vejene ind i Ganløse.

                 Operatørerne har henvendt sig til kommunen, der har bedt om en tilkendegivelse fra Ganløse Bylaug.

                 Operatørerne oplyser, at en ny antenne skal placeres ”som man vil placere en gadelampe”. Altså med mulighed for udstråling til alle sider og derfor i byen. Herudover skal antennen være høj, så den kan sende signal ned nord for Byåsen/Karlskov Bakke; og ned syd for Måløvvej. En sådan mast skønnes at skulle være minimum 36 meter høj. Operatørerne foreslår en massiv, tynd stålmast, hvor en mulig placering kunne være ved siden af Klubben, hvor den kunne erstatte beredskabsmasten – gittermasten med sirenen. Og en løsning kunne måske være en kombination af en ny mast og placeringen oppe i møllehatten. Eller masten kunne placeres et helt andet sted i byen.

                 En ny antennemast vil betyde bedre og kraftigere mobilsignaler fra alle teleoperatørerne, der vil kunne nå rundt i byen og omegnen. Herudover vil de nye antenner være forberedt til alle nuværende og den kommende standard for mobildata, så mange kan få ordentlig dataforbindelse, uden der skal graves nyt kabel ned til ejendommene.

                 Ganløse Bylaugs bestyrelse er klar over det store behov for bedre dækning til private, til hjemmearbejdspladser og til tiltrækning af mere erhvervsliv i kommunen. Men man er også meget fokuseret på, at en ny mast skal placeres, så den kommer til at genere byens visuelle indtryk mindst muligt.

                 Ganløse Bylaugs bestyrelse venter på nogle svar fra operatørerne, hvorefter man vil give sine kommentarer til kommunen og operatørerne. Herefter laver operatørerne en ansøgning til kommunen, der opretter en byggesag, som skal igennem de traditionelle faser med høring mm. Det betyder, at der nemt kan gå et halvt til et helt år inden et projekt kan føres ud i livet.

 

Guld annoncører

Image Map

 

Sølv annoncører

Image Map

Copyright © 2011 Ganløse Bylaug
All Rights Reserved.